Fuglsang har tårnhøj VM-selvtillid

Selvom enkeltstarten er et overstået kapitel for Jakob Fuglsang ved cykel-VM i Danmark, glemmer han den ikke sådan lige.

En placering som nummer 10 på enkeltstartscyklen ligger nemlig i baghovedet, når danskeren på søndag skal køre sin chance i linjeløbet.

- Det er godt for selvtilliden i hvert fald, fastslår Jakob Fuglsang:

- Jeg fik bekræftet over for mig selv, at jeg er i god form, og det gør da også, at jeg tror ekstra meget på mig selv på søndag og tror på, at jeg har kræfterne til at være der til sidst og formentlig også har punchet til at kunne køre med i en stærk gruppe til sidst.

Jakob Fuglsang får mulighed for at køre sin egen chance i løbet. Danskerne har nemlig ikke nogen decideret kaptajn, som der satses på.

- Vi har et godt sammenhold, og vi er klar til at ofre os for hinanden. Jeg tror, vores styrke skal være, at vi kan bakke hinanden godt op. Alle skal hjælpe alle.

- Vi skal være med fremme og forsøge at være lidt på forkant med løbet og sørge for at være med i de vigtige udbrud, siger Jakob Fuglsang.

Han anerkender dog, at det bliver svært for danskerne at hive medaljer i hus, da ruten i Rudersdal indbyder til et sprinteropgør.

Hvis det ikke skal ske, kan der meget vel opstå alliancer imellem de lande, som ønsker, at VM-medaljerne ikke skal gå til sprinterne.

- Jeg snakkede med hollændernes landstræner, som var meget ude efter, at vi skulle have samme taktik, så vi kunne gøre løbet hårdt. Det er jeg da enig i, men vi er heller ikke interesserede i at slide fire af vores ryttere op tidligt, siger Jakob Fuglsang.

Blandt favoritterne til at snuppe VM-guld er Fabian Cancellara, Mark Cavendish og Philippe Gilbert.

/ritzau/

Jakob Fuglsangs top-10-placering på VM-enkeltstarten har givet ham troen på det umulige inden linjeløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret