Lars Bak var glad men også overrasket, da han tirsdag modtog kåringen som årets cykelrytter ved Danmarks Cykle Unions officielle prisshow på Grilleriet i København.
Valget af den 31-årige silkeborgenser kommer også bag på kollegaen Jakob Fuglsang, som selv var blandt de fem nominerede.
- Personligt er jeg ikke skuffet. Om det er fortjent, at Lars fik den, ved jeg ikke, men det er det nok. Jeg havde dog ikke regnet med, at det blev Lars. Jeg havde troet, at det blev en af dem, der havde vundet medalje i år.
- Det havde jeg, for da jeg selv vandt, var det efter, at jeg havde vundet VM i U/23-mountainbike, selvom der samme år havde været store resultater på landevejen, siger Jakob Fuglsang.
Den danske Radioshack-rytter vandt titlen i 2007, efter at han var blevet verdensmester i mountainbike for U/23-ryttere, og mens han kørte for tredjedivisionsholdet Team Designa Køkken.
Ud over en holdtidskørsel har Lars Bak ikke vundet cykelløb i år. Hans største resultat er en femteplads i Paris-Roubaix, og han har slidt og slæbt og vundet stor respekt i feltet for at hjælpe Mark Cavendish til store sejre.
- Med al ære og respekt for, hvad Lars har præsteret, så har han ikke lavet store resultater ud over hans femteplads i Paris-Roubaix.
- Det han får prisen for - mere eller mindre - er det arbejde, som han leverede under Touren, men det skal man heller ikke nedgøre.
- Det er godt, at der bliver sat pris på den slags arbejde, for uden folk som Lars, så vinder Mark Cavendish ingen cykelløb, og det er også hjælpere, jeg skal sætte min lid til i Giroen næste år. Ellers bliver jeg ikke noget, siger Jakob Fuglsang.
De fem nominerede til årets cykelrytter 2011 var verdensmesteren Annika Langvad, U/23-sølvvinderen Rasmus Quaade, juniorverdensmesteren Mads Würtz Schmidt og landevejsrytteren Jakob Fuglsang.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker