Fuglsang udgår og skal på hospitalet efter styrt i etapeløb
Jakob Fuglsang blev nummer 12 ved OL, hvor billedet her er fra. Benelux Tour var hans første løb siden løbet i Tokyo. Foto: Tim De Waele/Ritzau Scanpix
Tim De Waele/Ritzau Scanpix
1. etape blev endestationen for Jakob Fuglsang i Benelux Tour. Danskeren styrtede og skal på hospitalet.
Jakob Fuglsang nåede knap nok at komme i gang med World Tour-løbet Benelux Tour, før han måtte forlade det.
Danskerens cykelhold, Astana, oplyser på Twitter, at Fuglsang er udgået efter et styrt.
- Vi kan bekræfte, at Jakob Fuglsang styrtede og har forladt Benelux Tour. Han er nu på vej på hospitalet for at blive undersøgt yderligere. Vi ønsker Jakob god bedring, skriver cykelholdet.
Benelux Tour var Fuglsangs første løb efter OL, hvor han som kaptajn for Danmark blev nummer 12 i linjeløbet på trods af en bøvlet optakt med sygdom.
Etapeløbet, der køres i Holland og Belgien, skulle han bruge til at komme tilbage i løbsrytme, fortalte han inden løbet til Astanas hjemmeside. Men hvis chancen bød sig, havde han planer om at gribe den.
Måske havde han også næste måneds verdensmesterskab i baghovedet.
VM køres i år i Flandern i Belgien, og Fuglsang er udtaget som en af 14 ryttere i landstræner Anders Lunds bruttotrup.
13. september udtages det endelig hold bestående af otte ryttere.
Efter fire sæsoner i træk med sejre har Jakob Fuglsang endnu sin første sejr til gode i 2021, og officielt står han uden kontrakt næste år.
Benelux Tour fortsætter frem til søndag. I feltet er cykelstjerner som Remco Evenepoel, Peter Sagan, Kasper Asgreen og Geraint Thomas.
Mandag tabte Evenepoel knap et minut til flere af de øvrige favoritter i klassementet efter en hektisk finale, hvor belgieren punkterede.
Etapen blev vundet af sprinteren Tim Merlier. Trek-danskeren Mads Pedersen blev nummer fem.
Benelux har tidligere gået under navne som BinckBank Tour og Eneco Tour.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker