Jakob Fuglsangs holdkammerat Oliver Zaugg leverede en lille sensation, da han lørdag vandt den italienske klassiker Lombardiet Rundt, som sætter punktum for cykelsæsonens store endagsløb.
De seneste 10 år er løbet kun blevet vundet af egentlige verdensstjerner, senest Philippe Gilbert, og den betegnelse kan man bestemt ikke tildele schweizeren.
Det er første gang, at Leopard Trek-rytteren Oliver Zaugg - der normalt agerer hjælper - vinder et cykelløb som professionel.
Hovedaktørerne var de samme som i fjor, da løbet gik ind i den afgørende fase. Det var Vincenzo Nibali, Philippe Gilbert og igen en stærkt kørende Jakob Fuglsang.
Med mere end 50 kilometer til målstregen i Lecco indledte Vincenzo Nibali et vældig ambitiøst soloangreb, hvor Jakob Fuglsang var tæt på at komme med.
Danskeren nåede dog akkurat ikke at fange italienerens hjul, og i stedet indledte han forfølgelsen med den dobbelte vinder af løbet Philippe Gilbert.
Efter 40 kilometer alene var italienerens kræfter imidlertid sluppet op, og han blev opslugt af et temmelig stort felt anført af Team Sky.
Favoritterne havde formentlig brugt for mange kræfter i deres iver for at skabe en tidlig afgørelse, og uden at anstrenge sig synderligt lod Oliver Zaugg sig bære frem til stigningen Vergano, 10 kilometer fra mål.
I finalen trak han stille og roligt frem i fronten af feltet, og på den stejle del af sidste stigning, Vergano, kørte han alene væk.
Selvom Gilbert og en mindre gruppe jagtede intenst, lykkedes det ikke at hente schweizeren, som kom i mål otte sekunder foran Daniel Martin fra Team Sky.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned