Fuglsangs råd til Jonas Vingegaard: Tag den med ro

Efter 13 af de i alt 21 etaper er Jonas Vingegaard på en samlet tredjeplads i Tour de France. Foto: Stephane Mahe/Reuters

Vingegaard skal udnytte, at ingen forventer en topplacering af ham i Tour de France, siger Jakob Fuglsang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jonas Vingegaard er blevet Tour de France-kaptajn ved et tilfælde, og det skal han gøre til sin fordel på de sidste otte etaper.

Sådan lyder det fra landsmanden Jakob Fuglsang, der selv flere gange har kæmpet med den vanskelige øvelse at køre efter en høj placering i klassementet i det stærkt besatte løb.

- Det er heldigt for ham, at han ikke er gået ind til Touren under pres for at skulle køre klassement.

- Hvis jeg skulle give ham et råd, ville det være, at han skal tage det forholdsvis roligt. Tage det afslappet. Der er ikke nogen på hans hold, der kan gøre det bedre, så han lever ikke med et kæmpe pres.

- Han kan nærmest kun overraske, siger Jakob Fuglsang.

Jonas Vingegaard var oprindeligt udset til at være bjerghjælper for Primoz Roglic, men da den slovenske Tour-favorit måtte udgå, var den 24-årige dansker pludselig Jumbo-Vismas eneste kort i klassementet.

Den rolle har han foreløbig udfyldt godt og er avanceret til en samlet tredjeplads. Otte vellykkede etaper mere, så kan han indtage en overraskende plads på hyldestpodiet på Champs-Elysèes.

I næste uge venter blandt andet tre barske bjergetaper foruden en enkeltstart på løbets næstsidste dag.

- Han kørte en rigtig god enkeltstart i sidste uge og gjorde det samme i Dauphiné. Jeg tror ikke, han skal være bange for enkeltstarten. Det handler om at undgå problemer på de flade etaper.

- Den dummeste måde at tabe tid på, er at blive fanget i sidevinden. På de etaper, hvor der kan være sidevind til sidst, skal han sidde med fremme, siger Fuglsang og lægger markant tryk på ordet "skal".

Han forudser, at den belgiske stjernerytter Wout van Aert kan blive en værdifuld mand for Vingegaard på de drilske sidevindsetaper.

- I van Aert har han en god mand til at passe på sig på de etaper. Han har været henne ved mig og sige: "Danish dynamite is going strong", siger Jakob Fuglsang.

Lørdagens 14. etape er 183,7 kuperede kilometer med fem stigninger i kategori 2 og 3.

Jakob Fuglsang har flere gange forsøgt at køre efter klassementet i Tour de France. Hans bedste placering er syvendepladsen i 2013. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix