Fuldstændig sindssygt

Klavs Bruun Jørgensen formåede ikke at kvalificere Danmark til OL. Det kostede ham i onsdags jobbet som landstræner for det danske kvindelandshold. Foto: Bo Amstrup, Scanpix

Tidligere landstræner revser NFH i gammel sag

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Den nu tidligere danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der i enighed med Dansk Håndbold Forbund i onsdags, opsagde sin stilling langer i et interview i dagbladet BT hårdt ud efter NFH.

Det er en episode i september 2016, efter Klavs Bruun Jørgensen havde sat den daværende NFH-spiller Mette Gravholt af landsholdet efter interne uenigheder, der dengang faldt den nu tidligere landstræner for brystet.

På direkte tv før en ligakamp mod Team Esbjerg undsagde den daværende storsponsor, Kerim Aydin fra Bordershop Puttgarden, landstrænerens beslutning, og kaldte kommunikationen "direkte uværdig", og "Mette Gravholt gøres til syndebuk for dårlige resultater."

Klavs Bruun Jørgensen citeres i et afsnit i BT-artiklen, der omhandler manglende opbakning til landsholdet, og hvor han selv burde have sat sig bedre i respekt over for klubberne.

- Jeg skulle have været mere brutal i starten. Det stod så sløjt til med opførslen og respekten omkring ting. Når man eksempelvis nede i Nykøbing tillader en sponsor at stå på direkte tv og svine landstræneren til...

- Det var fuldstændig sindssygt. Fordi jeg havde sat en spiller af (Mette Gravholt, red.), som opførte sig skidt og trådte ved siden af - det synes alle omkring holdet, udtaler Bruun Jørgensen og fortsætter:

- Der ærgrer jeg mig over, at jeg ikke gik i krig og sagde, at "nu lukker du røven, du har ikke forstand på det her. Pas din forretning, så passer jeg mit arbejde her", siger Klavs Bruun Jørgensen til BT.

I NFH kan man godt huske tv-indslaget, men her ønsker man ikke at bære brænde til et gammelt bål.

Folketidende har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra den nu forhenværende landstræner, men han har ikke svaret på vores telefoniske henvendelser.