Fuldtræffer føles forløsende for Farnerud

Der har været langt mellem snapsene for Alexander Farnerud, som slet ikke har levet op til de høje forventninger, der var til Brøndby-angriberen, da han skiftede til klubben.

Men søndag leverede han en solid præstation med et flot mål til 1-0 i 2-0-sejren over OB.

- Det gik fint. Vi præsterede en god første halvleg, hvor vi spillede rigtig god fodbold og scorede to mål. Det føltes godt. Jeg er tilfreds med min egen indsats, siger Alexander Farnerud.

Farnerud er ofte blevet kritiseret for at lave for få mål, og det var derfor en stor lettelse at få bolden i kassen efter blot ni minutter.

- Det var skønt at se bolden gå ind. Det gør mig ekstra glad. Jeg har ventet længe på det mål. Det er mit første mål i sæsonen, og jeg havde håbet på, at jeg havde scoret flere. Men det gælder bare om at køre på, og så håber jeg, at jeg kan lave flere mål, siger svenskeren.

Målet og sejren blev belønnet med taktfaste klapsalver blandt andet ned mod Farnerud, som lagde mærke til støtten.

- Det var skønt, at fansene kunne lide det, de så. Det er det, vi hele tiden har stræbt efter, selv om det ikke altid har fungeret lige godt. Vi var meget motiverede. Og vi spillede på den måde, vi skal gøre, siger svenskeren.

Det eneste negative var, at Farnerud formåede at brænde en direktør på en friløber, hvor han nonchalant forsøgte at chippe den over OB-målmand Roy Carroll. Næsten en tro kopi af en afbrænder, som han lavede i en Superliga-kamp tidligere på sæsonen.

- Det kan lade sig gøre. Det har det gjort før. Men det gælder om ikke at tænke mere på det, og jeg vil tage det positive med videre, siger Farnerud om afbrænderen.

/ritzau/

Brøndby-angriber Alexander Farnerud er lettet over at have scoret sit første sæsonmål i 2-0-sejren over OB.

Offentliggjort Sidst opdateret