Fulham fyrer Meulensteen - ansætter Felix Magath

Premier League-klubben Fulham har fredag aften fyret sin hollandske manager, Rene Meulensteen, knap tre måneder efter, at han blev ansat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og London-klubben har allerede afløseren klar. Tyske Felix Magath skal stå i spidsen for Fulham i de næste 18 måneder.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er meget glad for at kunne byde Felix Magath velkommen til Fulham FC. Felix er en succesfuld træner, der har opnået meget i Bundesligaen, og han er sulten efter at kopiere sin succes i Fulham i Premier League, siger klubbens bestyrelsesformand, Shahid Khan.

Fulham ligger sidst i Premier League - og onsdag aften tabte holdet med 2-3 hjemme til Liverpool. Klubben har fire point op til den livgivende 17.-plads.

/ritzau/