Funklende racertalent kører galt i Formel 1-debut
Andrea Kimi Antonelli kørte Mercedes-raceren i barrieren efter fem træningsomgange. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Andrea Kimi Antonelli kørte George Russells Mercedes-racer i barrieren under fredagens træning.
Han er udråbt som det måske største talent i motorsportsverdenen i øjeblikket, men fredag fik 18-årige Andrea Kimi Antonelli en skrækdebut i Formel 1.
I sin første officielle optræden i motorsportens kongeklasse kørte han galt.
Italieneren er en del af Mercedes' talentakademi, og fredag havde han fået lov til at låne George Russells racer i den første træning forud for weekendens grandprix på Monza-banen i den unge racerkørers hjemland.
Men allerede ti minutter inde i træningen kørte Antonelli den hundedyre racerbil i barrieren.
- Undskyld, lød det over radioen, inden teamchef Toto Wolff forsikrede, at alt var i orden.
Netop Toto Wolff går i øjeblikket og overvejer, om Andrea Kimi Antonelli skal være fast Formel 1-kører hos Mercedes, når Lewis Hamilton næste år skifter til Ferrari.
Og uheldet fredag kommer ikke til at have indflydelse på tyskerens beslutning, forsikrer han.
- En træningssession, som går galt, er ingen grund til at beslutte for eller imod en kører, siger Toto Wolff ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Andrea Kimi Antonelli har i Mercedes-teamet en dansk kollega i Frederik Vesti.
Danskeren var sidste år blandt de bedste i Formel 2 og høstede lovord fra Toto Wolff, som brugte danskeren i officielle træninger, som han fredag gjorde med Antonelli, og Vesti holdt sig dengang ude af ulykker.
Det blev dog ikke til noget sæde i Formel 1 i år for danskeren, som i Mercedes-hierarkiet er blevet overhalet af netop Andrea Kimi Antonelli.
Italieneren kører i år Formel 2 og har flere gange kørt test i nogle af Mercedes' gamle Formel 1-modeller.
Alt tyder altså på, at han bliver kørt i stilling til et fast sæde næste år. Intet er offentliggjort, men rygterne siger, at det sker i løbet af weekenden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned