Fyret AC Horsens-træner tager sin afløsers job på Færøerne
Jonas Dal bliver ny cheftræner for færøske HB Tórshavn. Han får dermed den nye Horsens-træners tidligere job.
Der gik ikke længe, inden den for nyligt fyrede AC Horsens-træner Jonas Dal fandt en ny klub.
Lørdag er han blevet præsenteret som ny cheftræner i den færøske klub HB Thórshavn, skriver det færøske medie Sosialurin.
HB Thórshavn vandt i november mesterskabet på Færøerne med en anden dansk træner i spidsen, Jens Berthel Askou.
Og netop 38-årige Jens Berthel Askou overtog mandag 44-årige Jonas Dals tidligere job som cheftræner i AC Horsens. De to trænere er altså endt med at bytte job.
Jonas Dal blev ansat i AC Horsens i sommer, efter at den tidligere cheftræner Bo Henriksen meldte ud, at han ikke agtede at forlænge sin kontrakt, som stod til at udløbe i sommeren 2021.
Det fik Horsens til at afskedige Bo Henriksen før tid, og ind kom Jonas Dal, der dermed skulle forsøge at sikre endnu en Superliga-sæson til AC Horsens.
Det blev dog ikke til mere end 11 Superliga-kampe, før AC Horsens igen skulle på trænerjagt. Jonas Dal hentede blot én Superliga-sejr og i alt seks point, inden han blev fyret i december.
HB Tórshavn vandt både mesterskabet og pokaltitlen i 2020, ligesom klubben fik det næsthøjeste antal point nogensinde i en sæson og slog rekorden for antal scorede mål.
Jonas Dal, der startede som ungdomstræner i begyndelsen af 00'erne, har ud over AC Horsens blandt andet stået i spidsen for Hobro, Esbjerg og FC Fredericia i Danmark.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet