Fyret Horsens-chef er uenig: Kunne godt udføre arbejdet
Niels Erik Søndergård har været i AC Horsens siden 2020. Han kom til klubben efter lang tid i Esbjerg fB. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Niels Erik Søndergård blev fortalt, at han var en del af det nye AC Horsens, men respekterer beslutningen.
Nedrykning fra Superligaen og en syvendeplads ved vinterpausen i 1. division kostede onsdag AC Horsens sportschef, Niels Erik Søndergård, jobbet.
Og selv om Søndergård havde frygtet, at de dårlige resultater kunne ende i en fyring, er han stadig overrasket.
- Det har ulmet i min underbevidsthed, at det kunne kommer dertil, men derfor er jeg da stadig overrasket over, at beslutningen skulle tages nu.
- Jeg er uenig, for jeg tror godt, at jeg kunne udføre jobbet, men jeg respekterer deres beslutning.
I november sidste år kom der et skift i AC Horsens ejerkreds, hvor det amerikanske selskab Carlisle Capital tog over.
Og Søndergård havde opfattelsen af, at han ville være en del af det nye AC Horsens-projekt.
- Der har været en god og konstruktiv dialog langt hen ad vejen. De har sendt mig signaler om, at jeg var en del af nye projekt. Det er i hvert fald blevet sagt med ord til mig, siger han.
- Men det kan man jo ikke bruge til andet, end at tingene ændrer sig undervejs.
AC Horsens direktør, Kristian Nielsen, udtalte i en pressemeddelelse, at beslutningen om at fyre Søndergård har været drøftet i nogle uger.
Søndergårds egen opfattelse er, at det ikke har været en beslutning, der har været undervejs i lang tid.
- Jeg blev informeret kvart over otte i morges, og om beslutningen blev truffet i går eller for en uge siden, ved jeg ikke.
- Men jeg har været tæt på nogle beslutningsprocesser helt indtil i går eftermiddags (tirsdag, red.), hvor jeg i hvert fald ikke vidste, at det var min tur næste gang.
Direktør Kristian Nielsen vil overtage Niels Erik Søndergaards rolle, indtil AC Horsens finder en ny sportschef.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde