Fyringstruet Priske beder om respekt efter Bayern-skalp
Brian Priske jubler efter onsdagens sejr på 3-0 over Bayern München. Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Brian Priske beder om respekt, efter at hans Feyenoord-mandskab slog Bayern München klart i Champions League.
Normalt vil man blive hyldet, når man som træner for et hollandsk fodboldhold besejrer Bayern München med 3-0 i Champions League, men onsdag aften måtte Feyenoord-træner Brian Priske i stedet forholde sig til, at han kan være fyringstruet.
Rotterdam-klubben er med den meriterende sejr sikker på avancement i Champions League, men til gengæld går det skidt i Æresdivisionen, hvor holdet ligger på fjerdepladsen efter blot at have hentet et point i de seneste tre kampe.
Derfor var en eventuel fyring på dagsordenen på pressemødet efter sejren mod Bayern.
- Jeg forstår spørgsmålene, men jeg håber på lidt respekt. Det er et utroligt resultat, og det gælder hollandsk fodbold som helhed. Vi har to hollandske hold videre i Champions League efter PSV's flotte sejr, siger Brian Priske ifølge Reuters.
- Det er mere respektfuldt at tale om fodbold lige nu og ikke om min position. Jeg er træner for Feyenoord og har ikke hørt andet.
Den mexicanske angriber Santiago Gimenez scorede to mål inden pausen onsdag aften, og holdets japanske indskifter, Ayase Ueda, cementerede sejren kort før tid.
Med sejren har Feyenoord 13 point for 7 kampe og ligger nummer 11 ud af de 36 hold før sidste spillerunde.
De 24 bedste avancerer i turneringen, og top-8 går endda direkte til ottendedelsfinalerne. Med en sejr ude over Lille i sidste runde vil Feyenoord være i spil til en plads blandt de otte bedste.
Priske overtog jobbet i klubben efter Arne Slot, der i sommer overtog Liverpool. Liverpool er eneste hold med maksimale 21 point i Champions League.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde