Peter Gade havde gerne afsluttet kampen før, men overordnet set er den danske badmintonspiller tilfreds med sin sejr i tre sæt over den halvt så gamle Viktor Axelsen ved Denmark Open i Odense.
- Jeg skulle have afsluttet kampen i andet sæt. Det var jeg ikke så glad for, men jeg var stærk mentalt og fokuserede på at gøre arbejdet færdigt, siger 34-årige Peter Gade om sejren i fredagens kvartfinale.
Veteranen misbrugte tre matchbolde i andet sæt, som han tabte, men Peter Gade endte alligevel med at vinde 21-15, 22-24, 21-12.
- I første sæt spillede jeg meget klogt og hurtigt, og jeg gav ham ikke plads til at angribe.
- I andet sæt spillede jeg ikke så godt, men jeg kæmpede okay, uden at jeg dog kunne afslutte det. Og i tredje sæt lykkedes jeg med det, der også gik godt i første sæt, siger Peter Gade.
Han skal i lørdagens semifinale op mod verdensranglistens suveræne nummer et, Lee Chong Wei fra Malaysia.
Danskeren besejrede senest Lee Chong Wei i januar 2009, og siden har han tabt flere gange til malaysieren.
Peter Gade mener ikke, at det får den store betydning, at han måtte ud i tre sæt mod Viktor Axelsen.
Gade ser alligevel en fordel til Lee Chong Wei, som får længere tid til at restituere efter sin kvartfinale.
- Det betyder noget, at jeg spillede klokken ni om aftenen, mens han spillede tre timer før mig. Og nu skal vi spille den tredje kamp på programmet lørdag.
- Det gør ikke mine chancer større, men sådan er vilkårene. Jeg giver alt, hvad jeg har, i morgen, siger Peter Gade.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker