Gade optimistisk efter storsejr

Peter Gade ser lyst på det videre VM-forløb efter storsejr over japaneren Sho Sasaki. Danskeren er nu blandt de 16 bedste.

Peter Gade var meget glad for sin indsats, da han i anden runde af VM i badminton besejrede japanske Sho Sasaki med 21-11, 21-12.
- Jeg er rigtigt godt tilfreds. Jeg vidste, at jeg skulle være 100 procent i gear, for Sho Sasaki er en god spiller, og hvis han først fik troen på det, så ville det blive rigtig svært. Men jeg håbede, at hvis jeg sad på ham fra start, så ville jeg ikke lukke ham ind i kampen igen, og det gjorde jeg heller ikke, siger Peter Gade.
Danskeren lavede meget få fejl og havde fin føling med linjerne på Gachibowli Indoor Stadium, hvor den forventede kamp med varmen er afløst af kunsten at få styr på vinden, fordi arrangørerne har besluttet at spille VM med aircondition i hallen.
- Min fornemmelse i dag for vinden og boldene var rigtig god, og det havde jeg håbet på. Jeg var lidt usikker, for jeg havde en dags pause efter min første kamp. Jeg var ganske vist herinde for at træne i går, men det er noget andet, når man er i kamp. Men følingen var der, og det var rigtigt fedt at mærke, siger Gade.
Den tredjeseedede dansker er nu i ottendedelsfinalen, og han føler sig optimistisk med henblik på det videre VM-forløb.
- Den form, som har været der hele tiden, har man behov for også at mærke på banen. Det gjorde jeg i dag, og det var rigtig rart. Det kan jeg bruge til rigtig meget med henblik på i morgen, siger Peter Gade, der møder den 10.-seedede Chan Yan Kit fra Hongkong.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret