Galatasaray bekræfter forhandlinger om AaB-stopper
Mathias Ross (til venstre) ser ud til at være fortid i AaB. Her ses han i en kamp mod Randers. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Meget tyder på, at Mathias Ross er på vej til Galatasaray, som bekræfter forhandlinger med AaB.
Superligaklubben AaB kan meget vel miste forsvarsspilleren Mathias Ross i den nærmeste fremtid.
I et opslag på Twitter skriver den tyrkiske storklub Galatasaray, at man er i forhandlinger med aalborgenserne om at købe den 21-årige stopper.
Tidligere onsdag oplyste AaB, at klubben forhandlede med en unavngiven udenlandsk klub om et salg af nordjyden.
Det skete i en selskabsmeddelelse, hvor klubben samtidig opjusterede sine forventninger til det økonomiske resultat i det igangværende regnskabsår.
AaB forventer nu et minus på mellem 8 og 12 millioner. Tidligere var forventningen, at man ville lande i et minus på mellem 10 og 15 millioner kroner.
Skifter Ross til Galatasaray, støder han til en trup, som allerede har en dansker i skikkelse af landsholdsspilleren Victor Nelsson. Nelsson skiftede for et år siden til Istanbul-klubben fra FC København.
Mathias Ross har været i AaB, siden han var U13-spiller. Han har spillet 104 kampe på førsteholdet og scoret seks mål.
Trods sin beskedne alder har han ved flere lejligheder båret anførerbindet i barndomsklubben, hvor han har kontrakt indtil sommeren 2025.
Præstationerne hos AaB har sikret ham en plads på det danske U21-landshold, hvor han indtil videre har spillet to kampe.
I denne sæson står Ross noteret for otte kampe og et mål.
Vitesse blev i løbet af sommerens transfervindue nævnt som et godt bud på en kommende arbejdsgiver for Ross, men skiftet glippede.
Nu kan destinationen i stedet hedde Tyrkiet, hvor Galatasaray i øjeblikket ligger nummer syv. I den forgangne sæson endte holdet som nummer 13.
Torsdag er sidste dag i det tyrkiske transfervindue.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker