Gammel kending bliver ny målmand i Alliancen

Lolland-Falster Alliancen og målmand Nikolaj Larsen blev i går eftermiddag enige om at annullere kontrakten.

Direktør Morten Jensen kan se tilbage på en travl og hektisk onsdag, hvor han mødtes med repræsentanter for FC Roskilde om et lejemål af målmand Martin Johnsen.
Det faldt heldigt ud: Johnsen er til Alliancens rådighed resten af 2009 og står mellem stængerne, når Alliancen møder Skjold i sæsonpremieren i 2. division Øst på søndag i Nykøbing F. Idrætspark.

Med denne aftale i hus kunne Alliancen efterkomme målmand Nikolaj Larsens ønske om at slippe ud af kontrakten med Alliancen. Larsen har åbnet tøjforretning i Svendborg og det er ikke foreneligt at passe butikken i det sydfynske og samtidig træne og spille fodbold i Lolland-Falster Alliancen.
- Vi ville ikke stå i vejen for Nikolaj, men omvendt ville vi ikke slippe ham, hvis vi ikke fandt en målmand som kunne tilfredsstille vores cheftræner Jesper Tollefsen og holdet, siger Morten Jensen.

Nikolaj Larsen vender ikke tilbage for at spille fodbold i Svendborg, hvorfra han kom til Alliancen sidste efterår. Derimod ventes det, at han tørner ud for Næsby, som tidligere på ugen blev rykket op i 2. division Vest af DBU, da FC Egedal (Ølstykke) i sidste uge trak sit hold grundet økonomiske problemer.
- Vi har bevidst ønsket at leje frem for at købe Martin Johnsen,. Vi vil sikre os, at Martin er "fit for fight", før vi tør binde an med en længerevarende aftale, siger Morten Jensen med henvisning til, at Martin Johnsen døjer med en form for sklerose, hvor han får medicin én gang om måneden på Rigshospitalet.

Men Morten Jensen lægger ikke skjul på, at han glæder sig til at have Martin Johnsen tilbage, og går det som alle håber, vil Johnsens engagement i Alliancen blive af længere varighed.




Lolland-Falster Alliancen har sagt farvel til målmand Nikolaj Larsen. Hans afløser har tidligere været i klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret