Gareth Bale træner med i Madrid for første gang
Gareth Bale havde onsdag mulighed for at hilse på alle sine nye holdkammerater, da waliseren for første gang trænede med hos Real Madrid.
Den stærke kantspiller blev blandt andre budt velkommen af Cristiano Ronaldo, der indtil for få dage siden var verdens dyreste fodboldspiller.
Flere medier har hævdet, at Real Madrid har betalt Tottenham 100 millioner euro svarende til 745 millioner kroner for Bale, hvilket topper de 94 millioner euro, som Ronaldo kostede i Manchester United i 2009.
Flere af Real Madrids spillere er netop vendt tilbage til den spanske hovedstad efter kampe i landsholdsregi.
Bale har været samlet med det walisiske landshold, der tirsdag tabte til Serbien i VM-kvalifikationen. Længerevarende lyskeproblemer betød dog, at kantspilleren blot spillede en halv time for Wales.
Gareth Bale indledte træningen i Real Madrid med en række individuelle fysiske øvelser, før han deltog i et holdspil.
Den nye stjerne kan få debut i weekenden i udekampen mod Villarreal. Det er dog mere sandsynligt, at Bale får sin første kamp den 22. september mod Getafe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned