Garmin slikker sårene efter tung torsdag

Det amerikanske cykelhold Garmin-Sharp lægger nu al fokus over på holdets store klassementhåb, Giro d'Italia-vinderen Ryder Hesjedal, efter topsprinteren Tyler Farrars alvorlige styrt på torsdagens 5. etape.

Offentliggjort Sidst opdateret

Farrar væltede med stor hastighed, da rytterne var i gang med de sidste kilometer, og der kan gå et stykke tid, før amerikaneren er klar til at køre med om etapesejre igen.

- Vi kommer ikke til at deltage i massespurt i dag. Den beslutning tog vi i aftes. Vi får brug for lidt tid til at slikke sårene, og vi tager en pause, siger Garmin-Sharps sportsdirektør Allan Piper.

- Tyler kan ikke sprinte lige nu. Måske kan han i næste uge. Nu er vi tvunget til kun at fokusere på én ting, nemlig klassementet. Altså Ryder Hesjedal, uddyber den australske sportsdirektør.

Robert Hunter var ligeledes en tur i asfalten på etapen.

- Hunter var på hospitalet her til morgen. Han fik røntgenfotograferet ryggen og er klar til at køre. Men sårene skal hele, fysisk og mentalt. Det gælder både ham og Tyler Farrar, siger Allan Piper.

- Vi har haft nogle uheld, men vores klassementsrytter er der stadigvæk. Og det er det vigtigste, lyder opsummeringen efter et hektisk døgn, hvor holdet samtidig blev ufrivilligt centrum i Armstrong-sagen.

Her måtte Garmin-boss Jonathan Vaughters i frontlinjen for at afvise en mediehistorie om, at han selv og to af holdets ryttere har indrømmet doping som en del af en vidneforklaring mod tidligere syvdobbelte Tour-vinder Lance Armstrong.

/ritzau/