Gary Neville: Rooney vil ændre mening og blive

Noget plager Wayne Rooney for tiden. Men han kommer til at ombestemme sig og blive i Manchester United.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener angriberens tidligere holdkammerat Gary Neville, som spillede 19 sæsoner i klubben.

- Wayne er en person med følelser, og man har set de seneste måneder, at han ikke har været sig selv. Han spiller med hjertet uden på trøjen og diskuterer alle afgørelser med dommeren, men han har været lidt fraværende på banen.

- Du kan se, at noget er galt, siger Neville til Sky Sports, hvor han er fodboldekspert.

Da manager Alex Ferguson søndag bekræftede, at Wayne Rooney nu for anden gang i karrieren har bedt om at blive solgt, sagde Ferguson, at han tror, at Rooney har brug for en tænkepause.

Det samme mener Gary Neville.

- Vi taler om en god gut. Han har brug for at bruge tid med sin familie og medspillere. Dem som har været der for ham længe, vil få ham til at ombestemme sig.

- Han er ikke en fyr, som tager forhastede beslutninger, men han har brug for nogen, der kan give ham gode råd, fortsætter Neville.

Wayne Rooney var ikke i Uniteds trup til sæsonens sidste hjemmekamp, og han har flere gange været koblet til andre storklubber som Bayern München, Chelsea og Paris Saint-Germain.

Gary Neville mener bare, at mange spillere vælger forkert ved eksempelvis at tage til udlandet.

- Jeg har set mange spillere tage til Real Madrid og andre klubber. De ønsker altid at komme tilbage. Spiller man for denne klub i 20 år, er det ingen dans på roser. Til tider slider det mentalt. Han må gå igennem svære perioder, siger Neville.

Siden Wayne Rooney kom til United fra Everton i 2004, har han rundet 400 kampe og scoret 197 mål.

/ritzau/