Generalsekretær revser svensk forbund for ja til Saudi-Arabien

Formand Fredrik Reinfeldt og SvFF får stor kritik af den tidligere topspiller Magnus Erlingmark, der nåede 37 landskampe for Sverige som aktiv. (Arkivfoto). Foto: TT News Agency/Reuters

Den svenske fodboldforbund gemmer sig naivt bag Fifas flag, mener den tidligere topspiller Magnus Erlingmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ligesom Dansk Boldspil-Union (DBU) vil Det Svenske Fodboldforbund (SvFF) "nikke ja" til Saudi-Arabien som vært for VM i herrefodbold i 2034.

Det gjorde SvFF klart allerede for et par uger siden, og på dagen hvor Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) og dens medlemmer skal godkende saudiernes bud, møder den beslutning markant kritik.

Den kommer fra generalsekretær i den svenske spillerforening, Magnus Erlingmark.

- Vi er unægtelig i en ny æra, når Sveriges største specialforbund (SvFF) gemmer sig under Fifas flag og står bag et land med love, der indskrænker frihed og menneskerettigheder, skriver Erlingmark i et indlæg på den svenske spillerforenings hjemmeside.

Han nævner blandt andet ytringsfrihed, religionsfrihed, kvinderettigheder og "frem for alt retten til at elske, hvem man vil" som eksempler på rettigheder, der har trange kår i det land, som Fifa har givet topkarakter i sin evalueringsrapport.

- Når det svenske forbund stoler blindt på Fifa, som gang på gang har vist, at man kun stoler på pengene, og ikke på hvordan eller på hvis bekostning, at pengene kommer ind, virker det ikke kun naivt. Det er også et slag i ansigtet på alle, der har kæmpet for frihed og menneskerettigheder, og på svensk idræt som helhed.

SvFF og DBU har blandt andre mødtes med organisationskomitéen fra Saudi-Arabien og har efterfølgende udtrykt tilfredshed med udbyttet.

Også Det Tyske Fodboldforbund (DFB) bakker op om tildelingen af slutrunden. Blandt andet fordi man ikke ønsker at isolere sig selv.

- Vi forstår fuldt ud, at politikken i Fifa, fodboldverdenen og verden generelt kræver, at man vælger sine kampe. Men dette er ikke en kamp, der kan vælges fra, skriver Erlingmark i sit indlæg, der er rettet mod SvFF.

Fifa har smidt beslutningen om VM i Saudi-Arabien i samme kasse som tildelingen af VM i 2030 til Spanien, Portugal og Marokko - samt Uruguay, Argentina og Paraguay, der skal afvikle hver én kamp.

Begge bud er uden udfordrere, og derfor bliver det næppe til en reel afstemning. Men uanset om deltagerne kommer til at "nikke" eller på anden måde tilkendegive sin holdning, kommer der ingen blåstempling fra Norge.

Det slog den norske fodboldpræsident, Lise Klaveness, fast tirsdag.

- NFF kan ikke give sin godkendelse efter en proces, der ikke er i overensstemmelse med et godt og forudsigeligt regelstyret system. At undlade at stemme er et bevidst signal om, at vi ikke kan støtte processen, sagde Klaveness i en pressemeddelelse.

Fifas onlinekongres starter klokken 15.

/ritzau/