Genistreger redder skuffende brasilianere

Brasilien er besat med verdensklassespillere på alle positioner, men det havde sydamerikanerne svært ved at vise, da de slog Nordkorea med 2-1 i holdets første kamp ved slutrunden.

Et par enkelte glimt af verdensklasse blev det dog til, da Maicon og Elano efter pausen scorede to flotte mål.

Træner Dungas mandskab kørte i tomgang i størstedelen af opgøret, hvor bolden var klistret til brasilianske fødder, men afleveringerne gik mere på tværs end fremad banen.

Det ineffektive spil betød, at de nordkoreanske modstandere i første halvleg havde let ved at afvise alt det, som Kaka, Robinho, Luis Fabiano og de øvrige brasilianske stjerner foretog sig.

Det ændrede sig en smule efter pausen, hvor blandt andre Robinho løftede sit spil. Dybdeafleveringen 20 minutter før slutfløjt til Elano, der let scorede til 2-0, var en lille genistreg.

Det samme var åbningstræfferen, som efter 55 minutter løsnede op for brasilianernes spil. Fra sin position som højreback sprintede Maicon fremad banen, og da bolden nærmede sig baglinjen, knaldede han til den med ydersiden af støvlen, hvorefter bolden skruede i en flot bue bag om Nordkoreas målmand til 1-0.

To minutter før slutfløjt reducerede Nordkorea til 1-2 efter et mønsterangreb, der viste, at de upåagtede modstandere faktisk kunne spille fodbold. En lang diagonalaflevering blev headet tilbage til Ji Yun-Nam, der hamrede bolden i mål.

Modstanden må alligevel forventes at blive endnu hårdere, når Brasilien på søndag møder Elfenbenskysten i gruppe G. De stærke afrikanere spillede tidligere tirsdag 0-0 mod Portugal.

/ritzau/

To scoringer i verdensklasse var nok til at sikre Brasilien en god start på VM-turneringen, da Nordkorea blev slået med 2-1. Spillet var dog langtfra prangende.

Offentliggjort Sidst opdateret