Georgien er videre efter overraskende sejr over Portugal
Allerede i det andet spilleminut kom Georgien foran, da Napoli-spilleren Khvicha Kvaratskhelia udnyttede en omstilling. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Georgien spillede sig onsdag aften videre fra gruppe F ved EM, da holdet slog Portugal 2-0.
De undertippede georgiere leverede onsdag aften den store overraskelse og spillede sig videre ved EM i fodbold. Holdet vandt 2-0 over Portugal, der allerede inden sidste runde var sikker på førstepladsen i gruppe F.
Med sejren kravler Georgien op på tredjepladsen i gruppen. Holdets fire point er samtidig nok til at avancere blandt de fire bedste treere på tværs af grupperne. I ottendedelsfinalerne venter Spanien for Georgien.
Portugiserne skal i ottendedelsfinalerne op imod Slovenien.
At Portugal inden kampen var sikker på gruppens førsteplads, var tydeligt at se i landstræner Roberto Martínez' startopstilling. Hele otte mand var skiftet.
En af de spillere, som Martinez havde givet chancen, var midtstopperen Antonio Silva, og han skulle få sig en skidt aften på banen i Gelsenkirchen.
Allerede i det andet minut var Antonio Silva i fokus. I opspillet spillede han bolden direkte i skoen på Georgiens Georges Mikautadze.
Den georgiske frontløber stak lynhurtigt afsted i en omstilling, inden han spillede Khvicha Kvaratskhelia fri i det portugisiske felt, og Napoli-spilleren svigtede ikke.
Det tidlige føringsmål gav Georgien muligheden for at stille sig i en kompakt defensiv og afvente portugiserne.
I store dele af første halvleg lykkedes det georgierne at holde Portugal fra fadet. Det var stort set kun på dødbolde og skud fra distancen, at portugiserne var farlige.
Efter 55 minutter bragte Antonio Silva sig endnu engang i fokus, da han klodset nedlagde Otar Kiteishvili i det portugisiske felt. Georges Mikautadze omsatte efterfølgende sikkert forsøget fra de 11 meter.
Derfra mindede kampbilledet om første halvleg. Georgien stod i en solid defensiv, som Portugal aldrig formåede at bryde igennem. Giorgi Mamardashvili i det georgiske mål afviste alle tilnærmelser helt til slutfløjt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker