GEPARDEN FRA RØDBY STOPPER KARRIEREN
Nicolai Jessen (tv) jubler efter sit oplæg til målscorer Sebastian Koch i dem meriterende pokalsejr over FC København sidste efterår. Arkivfoto: Claus Hansen
Claus Hansen
Har valgt at sige farvel til jobbet som professionel fodboldspiller efter en karriere med masser at kigge tilbage på.
Man husker ham klart fra 22. september 2021. NFC havde scoret det første mål mod FC København, før Nicolai Jessen assisterede Sebastian Koch til 2-0 til ekstatisk jubel på Lollands Bank Park.
Kampen - og senere sæsonen - ville gå ned i klubbens historie som den bedste nogensinde, og det er Nicolai Jessen meget glad for at have været en del af, når nu han har besluttet, at støvlerne skal lægges på hylden.
- Det er en meget vemodig men taknemmelig følelse af, at jeg har fået muligheden for at have min hobby som arbejde.
- Jeg er super privilegeret for at have opnået nogle af de ting, som rigtig mange gerne vil, når de starter til fodbold, siger han, der over sammenlagt seks sæsoner nåede 161 kampe og scorede 38 mål for "bjørnebanden".
Årsagen til stoppet bunder i manglende tilbud og økonomi i tingene, nævner han.
Meget taknemmelig
Det betyder dog langtfra, at der er fortrydelse eller negativitet omkring stoppet.
- Jeg er meget taknemmelig over for NFC. Den klub betyder alt for mig. Jeg har oplevet så meget på min korte karriere. Det, der gør det specielt, er, at jeg er en lokal dreng, der fik et opkald som 22-årig af Jan Jacobsen, der spurgte, om jeg ville give den et skud.
- Den rejse, jeg har haft, har været unik, måske endda inspirerende for alle de gutter, der render rundt og spiller seriebold i området, siger 29-årige Nicolai Jessen, der blev opdaget, da han spillede for Sydalliancen i Danmarksserien i 2014.
Livet som professionel er heller ikke en dans på roser, og derfor er der også meget at se frem til i kølvandet på stoppet.
- Jeg glæder mig til at få en lidt mere fri hverdag, som ikke er så striks. Nu kan jeg sige ja til en masse ting. Jeg har lige siddet i sommerhus og drukket rosé og hygget mig, som jeg ikke har gjort i 100 år. Jeg har ikke kunne tage til fester, polterabender, så der er en masse ting at glæde sig til, så nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er udenfor fodbolden, siger han.
Når et eventyr slutter, starter et nyt, tilføjer kantspilleren.
Nyt kapitel
- Så er der opstået en mulighed for at komme ud på den anden side af fodbold. Jeg skal være rejsekonsulent i et rejsebureau.
- Jeg elsker at rejse, og så har jeg tidligere brugt bureauer, så det følte jeg var en super fed mulighed, som jeg måske ville forspilde ved at tage et halvt eller helt års fodbold et sted, siger han.
Til sidst er han også sikker på, hvad der vil blive savnet mest.
- Der er så mange kammerater og oplevelser, og jeg kommer nok til at savne allermest at være en del af omklædningsrummet, siger han.
Der er især to øjeblikke, som skiller sig ud, når "Geparden fra Rødby" skal kigge tilbage på sin karriere i den mørkeblå trøje.
- Kampen i Thisted, hvor vi rykker op i 1. division. Den står klart. Og så FCK-kampen, som jeg vil huske til den dag, jeg lukker øjnene, siger han.
Seneste artikler
Værtshus inviterer til dildoparty
NFC bruger fire gange så meget på rengøring: Naboklubber undrer sig
NFC skal forklare sig til kommunen: Bruger fire gange så meget på rengøring pr. medlem
Femø Fortællefestival samler fortællere fra hele Norden
Mistænkelige dunke fik politiet til at reagere: To tyskere anholdt
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo