Geraint Thomas raser efter Giro-styrt: Det er latterligt
Geraint Thomas er vred efter sit styrt på 9. etape i Giro d''Italia. Foto: /ritzau/AP/Dario Belingheri
/ritzau/AP/Dario Belingheri
Sky-rytteren mistede over fem minutter på søndagens etape, efter at en politimotorcykel forårsagede styrt.
Søndag blev en sort dag for cykelholdet Sky i Giro d'Italia.
Holdet blev ufrivillig frontfigur i et stort styrt cirka 15 kilometer før målstregen på 9. etape, hvor flere Sky-ryttere mistede meget tid.
Årsagen til styrtet var, at en politimotorcykel holdt stille i vejkanten, og det fik Sky-rytteren Geraint Thomas til at rase.
- Det er latterligt, siger briten ifølge cyclingnews.com.
- Det burde ikke ske. Vi var alle i færd med at køre frem mod bunden af stigningen, og lige pludselig ramte en rytter en motorcykel, og vi røg ned. Min skulder røg ud.
- Jeg følte mig godt tilpas, men så styrtede jeg, og det var det. Løbet var forbi, siger Geraint Thomas.
Briten lå nummer to samlet før etapen.
Efter at have sundet sig i et par minutter kom Geraint Thomas op på cyklen igen, men det var en håbløs mission at indhente favoritterne på den stejle stigning til slut.
Geraint Thomas mistede over fem minutter i forhold til etapevinderen, colombianeren Nairo Quintana (Movistar), der er ny mand i den lyserøde førertrøje.
Geraint Thomas havde ambitioner om at slutte i toppen samlet, men han er efter søndagens etape på 17.-pladsen, fem minutter og 14 sekunder efter Quintana. Geraint Thomas er fortsat bedste Sky-rytter samlet.
Efter etapen havde briten svært ved at sige, hvad holdets ambitioner kommer til at dreje sig om i den resterende del af løbet.
- Jeg ved det ikke, det er for tidligt at tænke på det i øjeblikket.
- Lad det nu lige synke ind, jeg er lidt vred i øjeblikket. Vi bliver nødt til at sætte os ned og finde ud af, hvad vi gør, siger Geraint Thomas.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned