Gerrard om Anfield-afsked: Det bliver emotionelt
Liverpool-ikonet Steven Gerrard forventer en svær dag, når han lørdag tager afsked med publikum på Anfield.
Der bliver skrevet historie, når fodboldklubben Liverpool lørdag aften tager imod Crystal Palace i næstsidste runde af Premier League.
For sidste gang i Premier League-regi løber Liverpools mangeårige anfører, Steven Gerrard, ind på hjemmebanen, Anfield, som spiller på holdet, eftersom han skifter til LA Galaxy i USA efter sæsonen.
- Det bliver mærkeligt, ingen tvivl om det, siger 34-årige Steven Gerrard til Liverpools hjemmeside.
- Det bliver en emotionel dag for mig, min familie og mine venner, der har fulgt mig gennem min karriere.
- Og også for mange fans, der har set mig spille i mange år, ikke kun på stadion, men også rundt omkring i verden, siger midtbanespilleren.
Steven Gerrard debuterede for Liverpool i 1998, og han var anfører, da klubben for 10 år siden vandt Champions League.
Selvom Liverpool ikke har vundet mange store trofæer i hans tid i klubben, har Steven Gerrard flere gange afvist tilbud fra klubber som Real Madrid og Chelsea.
Også derfor er den tidligere engelske landsholdsspiller blevet et ikon i Liverpool.
- Jeg får opmærksomhed i denne weekend, hvilket ikke er noget, jeg nyder. Men forhåbentlig kan jeg præstere godt foran fansene, så vi kan vinde, og så jeg kan nyde den farvelhilsen, som jeg får.
- Det bliver en svær dag, men jeg vil forsøge at nyde den, siger Steven Gerrard.
Liverpool ligger nummer fem i Premier League med 62 point for 36 kampe.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde