Gibraltar-træner ryster på hovedet over norsk protest
De norske spillere var trukket i særlige T-shirts med budskabet "Human rights - on and off the pitch" før VM-kvalifikationskampen mod Gibraltar. Foto: Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix
Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix
Gibraltars landstræner ville aldrig lade sine spillere afgive politiske budskaber, som Norge gjorde onsdag.
Fodbold og politik skal ikke blandes sammen, og problemer med menneskerettigheder skal ikke bekæmpes gennem en fodboldkamp.
Sådan lyder reaktionen fra Gibraltars landstræner, Julio Ribas, efter at have set det norske fodboldlandshold protestere mod VM-værten Qatar med særlige T-shirts før VM-kvalifikationskampen mellem Gibraltar og Norge.
- Jeg vil hverken have, at mine spillere eller mit hold politiserer en sådan anledning, siger Julio Ribas til VG.
- Det er en sag, der handler om menneskerettigheder, men vi vil ikke have, at det skal blandes sammen med fodbold. Det kan godt ske, at det er kritikværdigt, men det er min mening.
- Vi ønsker ikke på nogen måde at deltage i noget, som blander fodbold og politik, siger landstræneren.
Før onsdagens landskamp fremviste de norske spillere særlige trøjer med et budskab om menneskerettigheder.
"Human rights - on and off the pitch" (menneskerettigheder - på og uden for banen) stod der skrevet på trøjerne, som spillerne bar under afspilningen af de to holds nationalmelodier.
Under opvarmningen havde spillerne iført sig en anden T-shirt, hvor ordet "human rights" var byttet ud med "respect".
Norges landstræner, Ståle Solbakken, var blandt initiativtagerne til protesten mod forholdene i det kommende VM-værtsland. Han er da også temmelig uenig med sin kollega fra Gibraltar.
- Det er en meningsløs respons. Det kan jo være, at han har spillere på sit hold, der gerne vil sige fra i forhold til noget, siger Ståle Solbakken til VG.
Norge vandt VM-kvalifikationskampen med 3-0.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker