Giftig angrebstrio sender Barcelona på førstepladsen
Antoine Griezmann scorede Barcelonas første mål i den sikre udesejr over Eibar. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Griezmann, Messi og Suárez stod for scoringerne, da Barcelona vandt 3-0 på udebane over Eibar.
FC Barcelona er - i hvert fald midlertidigt - tilbage på førstepladsen i den bedste spanske fodboldrække.
Klubben fra den catalanske hovedstad sikrede sig lørdag eftermiddag tre point i udekampen mod Eibar, der blev besejret med 3-0.
Dermed overtager Barcelona tabellens øverste plads fra rivalen Real Madrid, der dog kan komme tilbage i front med en sejr over Mallorca senere lørdag.
Sejren over Eibar er Barcelonas fjerde på stribe i Primera Division, og kampen blev en succesoplevelse for den dyrt indkøbte forward Antoine Griezmann, som ellers har haft en lidt vanskelig start i sin nye klub.
Griezmann var pletten allerede efter 13 minutters spil, da han fra venstre side af banen fik frit løb, efter at en Eibar-forsvarer skvattede i græsset.
Den franske verdensmester fik god tid til at overveje sin afslutning og valgte at placere bolden med venstrefoden inden om den fremstormende målmand.
Kort efter pausen fik gæsterne videoannulleret en scoring, men det lod de sig ikke slå ud af og slog i stedet Eibar knockout med to regulære træffere inden for ni minutter.
Først vippede Griezmann bolden videre til en fri Lionel Messi, der gjorde det til 2-0. Og Messi stod midt i halvlegen for forarbejdet til Barcelonas tredje scoring, som Luis Suárez satte i et tomt mål bag Eibars udspillede målmand.
Dermed kom hele angrebstrioen på måltavlen på en dag, hvor de tre point aldrig var i fare.
Sejren bringer Barcelona op på 19 point efter ni kampe. Real Madrid har et point mindre og har spillet en kamp færre.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker