Gigantbeløb skal sikre Kessler ny storkamp

Mikkel Kessler kan se frem til et brag i Parken mod vinderen af Super Six-turneringen.

Hvis det lykkedes for den danske boksestjerne at slå tyske Robert Stieglitz til marts eller april, er hans boksepromotor, Kalle Sauerland, parat til at lægge et gigantbeløb for at få enten Andre Ward eller Carl Froch til Danmark.

Ward og Froch mødes den 17. december i Super Six-finalen.

- Det korte af det lange er, at vi - så snart den kamp er overstået - opsøger vinderens lejr og smider det største tilbud, der nogensinde er givet til en bokser i supermellemvægt, siger Kalle Sauerland til Ekstra Bladet.

Der er således store summer på spil. Da Kessler i 2007 tabte til Joe Calzaghe, blev der udbetalt omkring 50 millioner kroner til de to boksere.

- Vi ville elske at lave den kamp i Parken, og jeg garanterer, at vi ikke behøver spendere en eneste euro på markedsføring for at sælge billetter til sådan et brag. Hvert er sæde i Parken vil sælge sig selv på grund af kampens betydning, vurderer Kalle Sauerland.

Hvis den for tiden håndskadede Mikkel Kessler vinder over Stieglitz i foråret, og det lykkes at arrangere kampen mod Ward eller Froch, vil der stå tre VM-bælter på spil. Det drejer sig om bælterne hos WBO, WBA og WBC.

- Vendingen gigakamp bliver ofte misbrugt, men i dette tilfælde er der ingen tvivl, mener Sauerland.

Mikkel Kessler tabte i 2009 til Andre Ward, mens det lykkedes at besejre Carl Froch i Herning. Danskeren måtte dog efterfølgende trække sig fra Super Six-turneringen på grund af en øjenskade.

Den oprindelige kamp i Parken mod Robert Stieglitz den 5. november blev aflyst på grund af en håndskade hos Kessler. Fingeren er netop blevet opereret.

- Skaden var et tilbageslag, men jeg er kommet mig over større forhindringer tidligere. Jeg er glad for, at operationen gik godt, og nu vil jeg give hånden en pause i et par uger.

- Men jeg vil samtidig arbejde på min form, så jeg ikke starter fra nul, når jeg begynder boksetræningen Jeg bliver klar til at møde Stieglitz i begyndelsen af 2012 i Parken, siger Mikkel Kessler i en pressemeddelelse.

Den nøjagtige dato til kampen mod Stieglitz bliver offentliggjort inden for de næste to uger.

/ritzau/

Sauerland vil betale det største beløb nogensinde i supermellemvægt for at få Super Six-vinderen til Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret