Når man laver fejl, der hører hjemme i lilleputrækkerne, så er det svært at få succes i Champions League.
Det var den bitre erfaring for Arsenal onsdag aften, da holdet på udebane tabte med 1-2 til Porto. Englænderne havde mulighederne for sikre sig et bedre resultat, men man forærede hjemmeholdet to mål.
Det første blev givet af den normale reservemålmand Lukasz Fabianski, der i kampens begyndelse på forunderlig vis fik skubbet et fladt indlæg fra højre side ind i eget mål.
Og i anden halvleg var keeperen igen i det venlige hjørne, da han valgte at samle en tilbagelægning fra Sol Campbell op. Det må man som bekendt ikke, og Porto var lynhurtige til at tage det indirekte frispark. På den måde fangede man målmanden og en protesterende Sol Campbell på hælene og havde let ved at score til 2-1.
Indimellem havde Sol Campbell selv scoret til 1-1, og den 35-årige tidligere engelske landsholdsspiller leverede således et bemærkelsesværdigt Champions League-comeback.
Han havde ikke spillet en kamp i den fornemste turnering, siden Arsenal i 2006 tabte finalen til Barcelona - dengang scorede han i øvrigt også.
Nicklas Bendtner spillede de første 82 minutter af kampen for Arsenal. Han fik ikke leveret et specielt imponerende indtryk i en kamp, der var vældig underholdende, men som ikke åbenbarede to hold, der besidder det stof, som Champions League-vindere laves af.
Der blev spillet både hurtigt og friskt, men også naivt. Ingen af de to hold demonstrerede en defensiv organisation, der giver grund til de helt store Champions League-drømme længere frem i turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde