Gilbert gentager triumf i Amstel Gold Race

Philippe Gilbert var topfavorit til at vinde den hollandske cykelklassiker Amstel Gold Race, og efter en heftig spurtfinale på Cauberg kunne belgieren gentage sin triumf fra i fjor.

Den belgiske Lotto-rytter åbnede først for alvor op på den stejle Cauberg-stigning, og ingen kunne følge med Gilbert, som kørte alene over stregen.

Kort efter kom danske Jakob Fuglsang over som løbets nummer fire, hvilket er danskerens bedste placering i den hollandske klassiker.

Danskeren sad rigtig lunt placeret i finalen bag Lotto-rytterne, som jagtede Fuglsangs holdkammerat på Leopard Trek, Andy Schleck, der var kørt i udbrud lidt over 10 kilometer fra målstregen.

Den luxembourgske cykelrytter fik aldrig oparbejdet det helt store forspring, men han kæmpede hårdt.

På Cauberg kunne han dog ikke længere holde Philippe Gilberg og Joaquim Rodriguez tilbage.

Jakob Fuglsang leverede alt i alt en okseindsats for sit luxembourgske mandskab. Flere gange lå han i front af feltet inden de afgørende angreb i finalen.

Danskeren var således også med, da Quick Step-rytteren Jerome Pineau stak af på Loorberg, cirka 36 kilometer fra mål, men selvom de to kom op til udbryderne, blev de kort efter hentet af hovedfeltet.

Amstel Gold Race var forbløffende roligt i forhold til tidligere år, hvor løbet ofte har været ramt af mange grimme styrt, da det afvikles på små veje med parkerede biler og mange chikaner.

Bjarne Riis har som eneste dansker vundet det hollandske løb. Det var i 1997 efter et langt soloudbrud.

/ritzau/

Belgieren Philippe Gilbert gentog sin triumf i cykelløbet Amstel Gold Race, hvor Fuglsang blev nummer fire.

Offentliggjort Sidst opdateret