Gilbert: Vinden spiller stor rolle i Amstel Gold Race
Philippe Gilbert er en af de store favoritter til at vinde søndagens klassiker Amstel Gold Race. I så fald vil det blive belgierens tredje sejr i endagsløbet. Han vandt også løbet i 2010 og 2011.
- Jeg har det godt og føler, at jeg stadig kan gøre en forskel, siger 31-årige Gilbert til det belgiske medie Sporza.
I 2012 vandt Gilbert VM på landevej, og det var efter en magtdemonstration på Cauberg-stigningen, som også udgør en afgørende del af Amstel Gold Race.
Gilbert forventer dog ikke, at han kan gentage kunststykket, som sidste års vinder Roman Kreuziger gjorde. Tinkoff-Saxo-rytteren tog sejren efter et flot soloudbrud i modvind.
- Efter Cauberg vil vinden spille en stor rolle. Med modvind er det hårdt at ligge i fronten alene, vurderer Gilbert.
Han har været ude at træne på ruten med holdkammeraterne på BMC-holdet, og vinden var drilsk.
- Man bliver fortrolig med de vigtigste udfordringer og finder ud af, hvilken retning vinden kommer fra, og det bliver en vigtig faktor for løbet, lyder det fra BMC-kaptajnen.
Gilbert har vist god form, og han vandt senest onsdagens semiklassiker Brabrantse Pijl, men det er en helt anden sag at køre Amstel Gold Race, mener han.
- Brabrantse Pijl er ikke et World Tour-løb. Niveauet bliver højere i Amstel med flere favoritter. Sejren var dog stadig god for selvtilliden, fastslår Gilbert.
Se her de seneste 10 års vindere af Amstel Gold Race:
2013: Roman Kreuziger
2012: Enrico Gasparotto
2011: Philippe Gilbert
2010: Philippe Gilbert
2009: Serguei Ivanov
2008: Damiano Cunego
2007: Stefan Schumacher
2006: Franck Schleck
2005: Danilo Di Luca
2004: Davide Rebellin
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde