Giro-etape bliver udskudt og forkortet efter kaos
DSM-holdets Romain Bardet klatrer her på en stigning på søndagens 15. etape i Giro d'Italia. (Arkivfoto). Foto: Dario Belingheri/Ritzau Scanpix
Et fælles felt krævede et bjerg fjernet fra tirsdagens etape i Giro d'Italia af sikkerhedsmæssige årsager.
To grader, risiko for sne og en farlig nedkørsel var årsagerne til, at et fælles felt i Giro d'Italia krævede en stigning fjernet fra tirsdagens 16. etape i det italienske etapeløb.
Kravet gav længere forhandlinger mellem rytterne og arrangørerne og stor usikkerhed, og først godt et kvarter efter, at starten skulle være gået 11.30, kom meldingen fra arrangøren om, at etapen var forkortet.
I første omgang lød det, at rytterne skulle på cyklerne og køre godt en håndfuld kilometer for at give startbyen, der også var præget af regn og kulde, noget for pengene, inden rytterne vil blive kørt længere frem på ruten.
Men siden blev det lavet om, så de i stedet bliver kørt til Spondigna, der er ny startby, og derfra kører godt 120 kilometer til mål fra klokken cirka 14.30.
Omkring 130 kilometer af de planlagte 206 kilometer vil blive gennemført.
Ruten var allerede inden tirsdag lavet om en gang, da en planlagt stigning var dækket af sne, men alternativet var heller ikke tilfredsstillende.
Det oplyste rytterforbundet Rytternes fagforening, CPA, i en pressemeddelelse før tirsdag morgen.
Her henviste man til Den Internationale Cykelunions (UCI) protokol for ekstremt vejr, da der på toppen af den reviderede etapes første planlagte stigning, Umbrail Pass, vil være to grader og 95 procent chance for sne ifølge vejrudsigterne.
Efter Umbrail Pass, der er en stigning uden for kategori i knap 2500 meters højde, ventede en 20 kilometer lang nedkørsel, og den udgjorde en sikkerhedsrisiko for rytterne, lød det fra CPA.
En mulighed var, at løbet blev neutraliseret på toppen af Umbrail Pass, så rytterne kunne skifte tøj inden nedkørslen, men det var rytterne ikke vilde med.
- Det er 2024. At stoppe og genstarte løb under sådanne forhold er uacceptabelt. Som en sportsdirektør udtrykker det: "Det bliver et shitshow", skrev CPA.
Ifølge CPA stod 100 procent af holdene bag kravet om at skære Umbrail Pass fra og afkorte ruten.
- De har enstemmigt sagt, at de ikke vil deltage i etapen under de forhold, skrev CPA.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde