Glad cheftræner efter nytårssejr: - Det var velfortjent

Der var ingen panik på trænerbænken under kampen mod Viborg, fastslog NFH-træner Jakob Larsen. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix)

Jakob Larsen var nervøs inden opgøret mod Viborg, men fik to point med hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

VIBORG, FOLKETIDENDE: NFH tog en vigtig sejr med hjem fra Viborg i årets første kamp i et opgør, hvor falstringerne aldrig var bagud, men til tider legede med ilden, da værterne flere gange kun var bagud med et enkelt mål.

Træner Jakob Larsen var dog tilfreds med, at sejren blev kørt forholdsvis sikkert hjem.

- Nogen velspillet kamp blev det ikke. Det bliver det som regel aldrig, når vi møder Viborg. Det er to hold, der kender hinanden rigtig godt, men heldigvis synes jeg vi bevarer roen, og jeg var egentlig aldrig rigtig nervøs på noget tidspunkt. Det var en velfortjent sejr, lød det fra Jakob Larsen, der havde en god base i forsvaret.

- Det gør også at vi får nogle fine redninger fra Catharina, der står rigtig godt, og tager den gode form med videre, som hun viste før EM-pausen. Og så hæfter jeg mig også ved, at på trods af, at de kommer op og kun er bagud med et enkelt mål, så bevarer vi roen og scorer et par mål i træk og trækker fra igen, lød det fra Jakob Larsen, der brugte det meste af udskiftningsbænken for at spare på kræfterne til det hårde kampprogram, der venter.

- Det bliver vi nødt til at tænke på, når kampene kommer så tæt. Og det er heller ikke noget problem føler jeg. Alle spillerne byder ind og de kan godt se, at der kommer masser af spilletid, selvom nogle spiller mere end andre. Så fornemmer jeg, at de køber ind på det, når jeg nævner det hårde kampprogram, sagde cheftræneren efter kampen.

NFH skal i kamp igen allerede på søndag på hjemmebane mod Silkeborg-Voel.