Glad Claus Jensen: - Klasse at vinde 2-0 i Skive

NFC-træner Claus Jensen var meget tilfreds med indsatsen i Skive. Foto: Ingrid Riis

På to sene mål vandt Nykøbing FC endnu engang på udebane.

Offentliggjort Sidst opdateret

SKIVE: Nykøbing FC har tidligere haft det svært på udebane i Skive, men tidligere er der også kommet sejre med hjem, som der gjorde lørdag eftermiddag, da "bjørnene" vandt 2-0 på to forholdsvis sene mål af Willads Delvin og Oliver Baltzer.

Arbejdshandskerne skulle på, på en svær bane, og indsatsen var træner Claus Jensen meget tilfreds med.

- Vi ved godt, at når efteråret kommer, så bliver banerne lidt sværere. Det er et element vi også skal kunne håndtere, og det formåede vi i dag. Det bliver en fysisk kamp, hvor vi var godt organiseret og alle, også dem der kommer ind fra udskiftningsbænken, leverer en rigtig stærk præstation. Det er klasse at vinde 2-0 herovre på en stor holdindsats, hvor alle kommer ind og bidrager, lød det fra Claus Jensen efter triumfen i Skive, der konsoliderer Nykøbing FC på femtepladsen i 2. division i hælene på topholdene i rækken.

Oliver Baltzer kom ind fra udskiftningsbænken og scorede til slutfacit dybt inde i overtiden.

- Det var en meget hektisk kamp på en svær udebane, hvor der bliver begået en pokkers masse frispark, men vi holder os til gameplanen og køre sikkert kampen hjem til sidst, så vi kan kun være tilfredse og selvfølgelig var det dejligt at bidrage med et mål til sidst, sagde en glad målscorer.

Keeper Tobias Brogaard var på sin post i minutterne inden Nykøbing FC's føringsmål, da han blev den store i duellen med Kouassi Dieudonne Yao, der fik en friløber ned mod målet. En redning der skulle vise sig at være guld værd.

-  Jeg er utrolig tilfreds med hele holdets præstation. Det var ikke nogen nem kamp på en tung bane, hvor vi møder et hold, der kæmper med alt hvad de har lært. Den intensitet skal vi matche, og det synes jeg vi får gjort. Så er der bare kæmpe ros til drengene, at de får scoret de to mål til sidst i kampen. En mega fed følelse, lød det fra Tobias Brogaard, der ikke var i tvivl om, at målene nok skulle komme.

- Det har været en tendens i de fleste af vores kampe, at vi har mere at komme med end vores modstandere i de sidste minutter. Vi bliver ved med at jagte, og det giver pote igen i dag, lød det fra veltilfreds Tobias Brogaard, der for tredje gang i denne sæson holdt buret rent.