Glad Vesti sled med farten i første Formel 1-træning
Fredag var en stor dag for danske Frederik Vesti, der kørte den første træning sammen med Lewis Hamilton for Mercedes i Mexico City. Foto: Raquel Cunha/Reuters
Frederik Vesti debuterede i en Formel 1-racer for Mercedes fredag i Mexico. Han var glad trods jumboplads.
Efter otte ugers tilløb og mere end 2000 omgange kørt i Mercedes' Formel 1-simulator fik danske Frederik Vesti fredag sin debut i en af storholdets fuldblodsracere.
Flere hold havde valgt at give testkørere chancen i den første træning forud for weekendens grandprix i Mexico City, og det blev til 24 omgange på banen for den 21-årige vejlenser i Mercedes-bilen.
- Tak gutter. Det var en stor drøm for mig, og at gøre det sammen med jer gjorde det endnu bedre. Tak for muligheden, siger Vesti efterfølgende til holdets profil på mediet X.
Den anden Mercedes blev kørt af den syvfoldige verdensmester Lewis Hamilton - noget af en kapacitet at dele pit med i sin debut.
Selv om det var en stor dag for Vesti, så var det ikke på resultattavlen, han fik imponeret stort.
Den unge dansker kunne ikke helt følge med på omgangstiderne, hvor han på 19.-pladsen blev den langsomste af bilerne, som fik sat en omgangstid. Kun Théo Pourchaire hos Alfa Romeo fik ikke sat en tid.
Vesti var mere end tre sekunder fra den allerede kronede verdensmester Max Verstappen, som var hurtigste kører i sin Red Bull.
Red Bull kan ingen hamle op med i år, men Vesti var næsten et sekund langsommere end Alpines reservekører Jack Doohan, som også havde fået en sjælden tur i Formel 1-manegen.
Landsmanden Kevin Magnussen var ikke på banen i fredagens frie træning. Han havde overladt rattet i sin racer til Haas' testkører Oliver Bearman.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker