Gladbach blander sig fortsat i topstriden

Sæsonens sensation i tysk fodbold vandt lørdag med 2-1 på Kaiserslauterns hjemmebane og har dermed hentet 13 ud af 15 mulige point i 2012.

De flyvende gæster brugte mindre end et kvarter på at understrege, hvem der har medvind i øjeblikket, da Patrick Herrmann og Juan Arango bragte Mönchengladbach to mål i front.

Og derfra blev det for alvor svært for Kaiserslautern, der er rækkens mest målfattige hold.

Danske Leon Jessen sørgede dog for lidt spænding, da han midt i anden halvleg fra kanten af straffesparksfeltet bankede bolden op i modsatte målhjørne og dermed noterede sig for sit første mål i Tyskland siden skiftet fra FCM for halvandet år siden.

Med sejren holder Mönchengladbach trit med de lige så formstærke mestre fra Borussia Dortmund, som vandt 1-0 ude over Hertha Berlin.

Berlinerne, der fra næste uge kan se frem til at få assistance fra den gamle mestertræner Otto Rehhagel, bed ellers godt fra sig, men det var Dortmund, der kampen igennem var det bedste hold.

Kevin Grosskreutz sørgede for sejrsmålet med 20 minutter igen, da han akrobatisk sendte en ripost i nettet.

Til gengæld var der ikke meget at grine af for sportsdirektør Frank Arnesen, der måtte se Hamburger SV tabe klart med 1-3 i det nordtyske derby mod Werder Bremen.

Nederlag var der også til Ståle Solbakken, der kan fejre sit første karneval i Köln med et tab på 1-2 i Nürnberg, der dermed rykkede forbi Köln i tabellen.

/ritzau/

End ikke et flot mål af Kaiserslauterns danske venstre back Leon Jessen kunne stoppe Borussia Mönchengladbachs attentat på topplaceringerne i den tyske Bundesliga.

Offentliggjort Sidst opdateret