Godkendt start

I det første kvarter blev Alliancen sat under hårdt pres i sommerens første træningskamp. Men derfra fik nykøbingenserne stadig bedre fat.

Der stod 0-0 på måltavlen, da de to hold gik til pause efter en chancefattig første halvleg, hvor det meste spil foregik på Alliancens banehalvdel.

Kampens enlige træffer faldt seks minutter efter pausen. Moustapha Papa Diop slog til, da Alliancen ikke fik clearet et hjørnespark ordentligt.

I den resterende del af kampen havde Alliancen et svagt overtag mod et FC Fyn-mandskab, der havde foretaget 11 udskiftninger i pausen! Overtaget resulterede i fire-fem målchancer - hvoraf den største var et frispark fra Kenneth Jørgensen, der ramte stolpen.

- Jeg vil betegne det som en godkendt præstation. Det var vores første træningskamp efter en uges træning, og vi var oppe mod et godt hold, så det var alt i alt ok, sagde Alliancens cheftræner Jesper Tollefsen efter kampen.






Lolland-Falster Alliancen tabte 0-1 ude mod 1. divisionsholdet FC Fyn i sommerens første træningskamp. "Bjørnene" leverede en hæderlig indsats.

Offentliggjort Sidst opdateret