GOG besejrer Bjerringbro-Silkeborg i slutspillet

Den svenske fløj Jerry Tollbring var sikker på sine straffekast og spillede generelt en god kamp for GOG, som vandt hjemme over Bjerringbro-Silkeborg i slutspillet lørdag aften. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg var ved at skabe et comeback i anden halvleg, men GOG endte med at tage hjemmesejren.

Offentliggjort Sidst opdateret

GOG fortsætter den gode form i slutspillet i den bedste danske håndboldliga.

Det blev lørdag aften til en overbevisende GOG-sejr på 33-30 over Bjerringbro-Silkeborg (BSH).

Det var fynboernes anden sejr i træk i slutspillet, hvor holdet også havde trukket to point med videre efter førstepladsen i grundspillet.

Med sejren cementerer GOG nu førstepladsen i gruppe 1 med seks point. Det er fire point mere end BSH på andenpladsen. De to bedste hold går videre til semifinalerne.

Morten Olsen var en dominerende figur som playmaker for GOG, og han assisterede eller scorede flittigt i hele kampen.

På intet tidspunkt i kampen var BSH foran, men det lykkedes i første halvleg at hente en fynsk føring på 4-1.

Holdene fulgtes ad frem til 12-12, men derefter trak GOG fra og kom foran med fire mål før pausen.

GOG-fløjen Jerry Tollbring sørgede for det sidste mål i første halvleg, da svenskeren gjorde det til 18-14 på et straffekast.

I anden halvleg blev Morten Olsen ved med at styre spillet, og BSH havde svært ved at finde et modtræk over for GOG-playmakeren.

Jerry Tollbring skaffede GOG en føring på 23-16. Kort efter gjorde hjemmeholdets Simon Pytlick det til 24-17 med tyve minutter igen.

Det lignede en lille afgørelse på kampen, men BSH indledte et comeback, der gav stor spænding til slut.

Jacob Lassen reducerede til 24-25 for BSH med ti minutter tilbage, og pludselig troede udeholdet på en overraskelse.

Morten Olsen og Lukas Jørgensen scorede for GOG, og så var der igen tre mål til forskel på holdene.

BSH reducerede flere gange i slutminutterne, men kom ikke tættere på end to mål fra en udligning.

De øvrige hold i gruppen er Skanderborg Aarhus og Ribe-Esbjerg, som tørner sammen søndag.

/ritzau/