GOG buldrer videre med storsejr i egen hule
Svenske Jerry Tollbring gik forrest med ti kasser for GOG i sejren over Sønderjyske. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sønderjyske fik ikke et ben til jorden mod GOG, der fortsat ikke har smidt point hjemme i Gudme.
Gudmehallerne er et uindtageligt fort.
Tirsdag kom Sønderjyske på besøg i det sydfynske og skulle forsøge at vride point ud af suveræne GOG, men det lykkedes langtfra.
Hjemmeholdet ryddede al modstand af vejen og vandt med 35-26. Dermed har GOG fortsat ikke smidt point på hjemmebane i ligaen i denne sæson. Kun Aalborg Håndbold har på hjemmebane fået point mod fynboerne.
Allerede ved pausefløjt var der kraftige indikationer på, hvad vej det ville gå. GOG havde distanceret Sønderjyske og var foran med 18-11 efter de første 30 minutter.
Den pivfarlige venstrefløj Jerry Tollbring fra Sverige blev topscorer med ti mål. Hos Sønderjyske var det også en svensker, der var farligst. Andreas Lang scorede seks gange fra højre back.
GOG har nu samlet 29 point sammen i sine første 15 kampe i sæsonen. Aalborg har spillet en kamp færre og er på 23 point.
Sønderjyske roder rundt i den nederste halvdel af tabellen på tiendepladsen. Der er dog kun to point op til Lemvig-Thyborøn, der er blandt de otte, der snupper en plads i slutspillet.
TTH Holstebro leverede en lille overraskelse, da klubben på hjemmebane fik bugt med Skanderborg-Aarhus Håndbold, der har været stærkt kørende hidtil i sæsonen.
Vestjyderne vandt med 31-25 og kravler op på en øjeblikkelig syvendeplads. Skanderborg-Aarhus er fortsat placeret på en imponerende tredjeplads.
Sidst men ikke mindst lykkedes Mors-Thy Håndbold med at nedlægge TMS Ringsted. Hjemme i egen hule vandt nordvestjyderne med voldsomme 40-25 og sneg sig over nedrykningsstregen.
TMS Ringsted er på 11.-pladsen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker