GOG overrasker: Gidsel er med i DM-semifinale
Mathias Gidsel udgik af EM-bronzekampen i januar med en korsbåndsskade og troede, at sæsonen var slut. Nu er han dog klar til et overraskende comeback. (Arkivfoto). Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Mathias Gidsel er kommet sig over sin korsbåndsskade og er på holdkortet til den første semifinale mod Skjern.
De har gået stille med dørene i GOG på det seneste, men onsdag, da holdkortet til DM-semifinalen mod Skjern skulle afleveres, kunne en overraskende nyhed ikke længere holdes skjult.
Landsholdsspilleren Mathias Gidsel er ovre sin korsbåndsskade, og han er således med i truppen til det første DM-semifinaleopgør mod Skjern.
Det bekræfter Gidsel, som gik i stykker i EM-bronzekampen tilbage i januar, over for TV 2 Sport.
- Jeg er endelig klar til at spille lidt håndbold igen. Det har været nogle lange fire måneder, og det er ikke i særlig lang tid, jeg har troet på, at jeg skulle få lov til at trække i en gul spillertrøje igen, siger Mathias Gidsel til TV 2 Sport.
Gidsel skifter efter sæsonen til tysk håndbold, og da han fik diagnosen "korsbåndsskade" ved EM, var han sikker på, han havde spillet sin sidste kamp for GOG i denne omgang.
Men han har snydt prognoserne, sig selv og klubbens sundhedsfaglige stab.
- Det er fantastisk, ubeskriveligt. Jeg havde ikke troet på, at jeg skulle spille mere håndbold her i GOG, siger han til TV 2 Sport.
- Det havde hverken jeg eller fysserne (fysioterapeuterne, red.) troet på. Her de seneste par uger har jeg godt kunnet se, at det begyndte at gå bedre og bedre til træning.
Hvor meget spilletid han er klar til at få, må tiden vise i onsdagens opgør, som fløjtes i gang i Gudme klokken 18.30.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker