GOG overtager førsteplads efter Skjern-kollaps
Skjern var foran med fire mål kort inde i anden halvleg, men faldt fuldstændigt sammen i hjemmekampen mod GOG.
Det fynske håndboldflagskib GOG overtager førstepladsen i Boxer Herreligaen med en udesejr på 29-26 i topkampen mod Skjern.
To minutter inde i anden halvleg tydede det ellers på, at det grønblusede og velspillende hjemmehold ville sætte sig på ligaens dukseplads. På det tidspunkt førte Skjern med 17-13, men så ændrede kampen sig fuldstændig.
Hjemmeholdet lavede dumme fejl og havde vanskeligt ved at score, mens det gule GOG-tog stormede derudaf. Midtvejs i anden halvleg førte fynboerne med 22-18.
Det kunne Skjern ikke svare tilbage på, og det kan GOG primært takke målmand Frank Mikkelsen for. I pausen kom Mikkelsen ind og tog fuldstændig modet fra Skjerns skytter.
Med fire minutter tilbage vristede GOG's Lars Hald sig fri på stregen og bragte udeholdet foran med fem mål. Dermed var kampen så godt som afgjort.
Skjerns René Rasmussen stod bag kampens sidste scoring, da han flot kringlede bolden i mål fra fløjen. Lige lidt hjalp det dog, da det blot var en reducering til 26-29.
Med sejren har GOG ni point efter seks kampe i toppen af rækken, mens Skjern står noteret for syv point efter lige så mange kampe.
Mellem holdene ligger Bjerringbro-Silkeborg ligeledes med syv point, mens KIF Kolding København og Århus Håndbold har otte point.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker