GOG stryger til tops i ligaen efter Pytlicks målfest
Nordsjælland Håndbold åndede GOG i nakken i anden halvleg, før fynboerne igen trådte på speederen og vandt.
GOG overtog onsdag aften førstepladsen i herrernes håndboldliga. I hvert fald midlertidigt.
Fynboerne vandt på udebane med 34-31 over Nordsjælland Håndbold, som kæmper for overlevelse, mens GOG går efter andet mesterskab på stribe.
De nordsjællandske værter kom i anden halvleg på omgangshøjde med det stjernespækkede tophold, men GOG snørede sækken efter den kortvarige trussel.
Landsholdsstjernen Simon Pytlick var den helt store profil og topscorer med 12 mål.
Nu fører fynboerne ligaen med 39 point. Der er to point ned til Aalborg Håndbold, som dog har en kamp i hånden.
Aalborgs nederlag til Fredericia i begyndelsen af marts har skabt spænding om førstepladsen, og GOG har indtil videre taget imod gaven.
I onsdagens opgør viste profilerne sig fra start. GOG's første mål blev scoret af Morten Olsen, Simon Pytlick og Emil Madsen, og så var stilen lagt.
Nordsjælland lavede for mange fejl i første halvleg, hvor GOG-føringen på sit højeste var på syv scoringer.
Men værterne fra Hillerød åd sig ind i kampen, og med syv af de første ni scoringer efter pausen udlignede Nordsjælland pludselig til 20-20.
Men GOG har et gear mere, og Pytlick og Lukas Jørgensen var ophavsmændene bag en ny solid føring på fire mål.
Med ti minutter igen var udeholdets forspring på fire mål, og den smed GOG ikke.
For GOG handler det om at nyde Pytlicks evner, så længe han er i klubben. I sidste uge kom det frem, at Flensburg-Handewitt har købt stortalentet, der kommer til den tyske klub til sommer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned