GOG triumferer i Aalborg efter comeback i finalegyser
Simon Pytlick scorede otte gange og blev topscorer i den første DM-finale. Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix
GOG var bagud med seks mål, men slog Aalborg Håndbold 31-30 efter en gyserafslutning.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
GOG kan med en sejr på hjemmebane søndag genvinde det danske mesterskab.
Det er en realitet, efter at fynboerne onsdag slog Aalborg Håndbold 31-30 efter en højdramatisk kamp og et flot comeback.
Nordjyderne virkede i kontrol med den første af potentielt tre DM-finaler i første halvleg, hvor holdet var oppe at føre med seks mål. Men GOG svarede effektivt igen i anden halvleg.
Simon Pytlick blev kampens topscorer med otte mål, men også rutinerede Morten Olsen var mand for flere afgørende aktioner, og det samme var keeper Tobias Thulin i slutfasen.
Efter en hæsblæsende start udlignede Morten Olsen til 4-4 efter mindre end fem minutters spil, inden Aalborg-keeper Simon Gade tog farten lidt af det indledende målshow med et par redninger.
Annonce
GOG holdt scoringsfri i otte minutter, og hjemmeholdet bragte sig foran 8-4, inden gæsterne overraskede stort med en indskiftning af Anders Zachariassen, der i oktober blev meldt ude op til et år med en korsbåndsskade.
Stregspillerens comeback blev kortvarigt og ændrede ikke på momentum. Aalborg var ovenpå, og hos GOG var ligatopscorer Emil Madsen et pænt stykke fra sit vanlige høje niveau.
Tobias Thulin havde en nogelunde redningsprocent på 30, men især i slutfasen viste han stor klasse. Foto: Rene Schütze/Ritzau Scanpix
Ni redninger af Gade, en stærk forsvarsindsats af Henrik Møllgaard og René Antonsen og en dominerede præstation af Felix Claar skaffede Aalborg 16-11 ved pausen.
GOG's profiler trådte i karakter i indledningen af anden halvleg, hvor fynboerne med fire scoringer i træk forvandlede 18-13 til 18-17.
Aalborg fik i en periode med succes stoppet blødningen med hjælp fra blandt andet syv mod seks i angrebet, men efter 48 minutter sendte Simon Pytlick bolden i et tomt mål til 26-26, og det var første kontakt siden starten af kampen.
Henrik Møllgaard bragte med sin femte scoring Aalborg på 29-28, men to redninger af Tobias Thulin og to scoringer af Morten Olsen vendte kampen på hovedet.
Ganske uvant nåede forsvarsklippen Møllgaard i det følgende angreb op på seks scoringer med et minut igen, men til Aalborgs store utilfredshed fik Morten Olsen kort efter på kanten af skridt tilkæmpet sig et straffekast, som Jerry Tollbring omsatte til 31-30.
Efter en timeout tog Møllgaard ansvaret i kampens sidste angreb, men skød forbi, og dermed har GOG matchbold fra søndag klokken 16.
Tidligere på dagen tog Skjern Håndbold første stik i bronzeduellen mod Fredericia. 34-23 vandt Henrik Kronborgs tropper på hjemmebane efter blandt andet syv træffere af Lasse Mikkelsen.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik