Golf: Bjørn og Kjeldsen slutter i top-10 i Paris

Det endte med en delt ottendeplads for den danske golfduo Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen ved European Tour-turnering Open de France i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter fredagens anden runde lå duoen ellers begge på en delt andenplads, og inden søndagens sidste runde var der endnu muligheder for dansk sejr.

Men triumfen sikrede nordirske Graeme McDowell sig - til sidst endda i suveræn stil med fire slag ned til Richard Sterne fra Sydafrika. McDowell og Sterne delte førstepladsen inden sidste runde.

Mens McDowell sluttede af med en runde i 67 slag, fire under par, så blev Kjeldsen noteret for 73 slag. Thomas Bjørn gjorde det et slag bedre end landsmanden i finalerunden. Den danske duo var til sidst otte slag efter McDowell.

Anders Hansen, som førte turneringen efter første runde, endte på en delt 38.-plads - sammen med blandt andre Morten Ørum Madsen.

Delt nummer 49 blev Søren Hansen, der var den sidste dansker i weekendens finalerunder.

/ritzau/