Golfchefer beder Trump om hjælp til aftale med saudiarabere
Tiger Woods er en af de tre medunderskrivere på meddelelsen om Donald Trump. I 2019 fik golfstjernen overrakt præsidentens frihedsmedalje af præsidenten. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
PGA Tourens ledere beder Donald Trump om hjælp til at få lukket aftalen med saudiarabiske PIF.
Donald Trump kan være nøglen til en løsning på den langvarige tvist i golfverden.
Det mener man i hvert fald hos den amerikanske PGA Tour, som tirsdag mødtes med den amerikanske præsident og bad ham om hjælp til at lukke en aftale med den statslige investeringsfond fra Saudi-Arabien, PIF.
Det fremgår af en meddelelse på tourens hjemmeside, der er underskrevet af kommissær Jay Monahan samt Tiger Woods og Adam Scott, der er repræsentanter for spillerne.
- Vi er klar over, at golffans er ivrige efter at få en løsning på forhandlingerne med PIF, og vi vil gerne takke præsident Trump for hans interesse og langvarige støtte til golfsporten.
- Vi beder præsidenten om at involvere sig for sportens bedste, landets bedste og alle involverede landes bedste. Vi er taknemmelige for, at hans lederskab har bragt os tættere på en endelig aftale og en genforening af mændenes professionelle elite, lyder det fra Monahan, Woods og Scott.
PIF startede i 2022 udbrydertouren LIV Golf og lokkede med enorme pengebeløb nogle stjerner væk fra PGA Touren, der som modsvar udelukkede de pågældende spillere fra sine turneringer.
I sommeren 2023 annoncerede PGA Tour, LIV Golf og europæiske DP World Tour pludseligt, at man havde til hensigt at skabe et fælles kommercielt selskab og på den måde løse konflikten.
Man satte 31. januar 2023 som deadline for sig selv, og den er siden blevet overskredet med nu snart 14 måneder, uden at aftalen på noget tidspunkt syntes at være tæt på lukket.
Trump har tidligere kritiseret PGA Tour og opfordret stjerner til at skifte til LIV Golf. Med til den historie hører, at en del af turneringerne på LIV Golf afvikles på baner, som Trump ejer.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker