Golftalent tæt på major-sejr: Jeg var begyndt at håbe
22-årige Nicole Broch Larsen kæmpede længe med om sejren i Evian Championship, men på sidstedagen gik hun ned.
Golfspilleren Nicole Broch Larsen lå i weekenden til en absolut topplacering i den franske majorturnering Evian Championship.
Den 22-årige nordsjællænder indtog midtvejs i turneringen tredjepladsen, men lørdag og især søndag var der for mange svipsere.
Broch Larsen endte på 11.-pladsen som den bedste europæer. Sejren gik i stedet til den newzealandske golfkomet Lydia Ko.
- Før ugen gik i gang, ville jeg have været fuldt ud tilfreds med en 11.-plads, for konkurrencen var hårdere end normalt. Det var de bedste i verden, der var med.
- Men jeg begyndte selvfølgelig at håbe på mere, når nu jeg lå i den position, siger Nicole Broch Larsen, der er i gang med sin blot anden sæson på Ladies European Tour.
Den unge dansker er i forrygende form, efter at hun for godt en uge siden vandt Helsingborg Open. Det var den første danske sejr på Ladies European Tour i tre år.
I Frankrig åbnede hun med flotte runder i 68 og 67 slag - henholdsvis tre og fire slag under banens par. De to finalerunder endte på 71 og 74 slag.
- Hvorfor jeg ikke spillede, som jeg gerne ville i går (søndag, red.), ved jeg ikke, siger Nicole Broch Larsen.
- Måske var det fordi, at det har været to lange og tunge uger på den mentale front. Det har tæret en del på kræfterne.
- Jeg følte mig godt tilpas. Jeg var klar og ikke nervøs, men jeg fik ikke gang i mit spil. Jeg kæmpede lidt, og så fik jeg ikke angrebet førstepladsen, siger hun.
De seneste to uger har indbragt Nicole Broch Larsen 85.600 euro svarende til 640.000 kroner i præmiepenge. Det betyder, at danskeren er rykket op på tredjepladsen på Ladies European Tours indtjenings-rangering i 2015.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde