Grædende målmand dybt skuffet over VM-exit

Tårerne piblede stadig ned ad kinderne på Christina Pedersen, da hun kom ud af omklædningsrummet for at svare på spørgsmål efter 23-28-nederlaget til Frankrig i VM-semifinalen.

Selv om det var mere end et kvarter siden, at det danske hold havde tabt, kæmpede hun stadig med gråden oven på en kamp, hvor Danmark ellers fik en kanonstart.

- Jeg er stolt af holdet og over, at vi har kæmpet så langt, men jeg står alligevel med en skuffelse, da vi havde mere i os.

- Det første kvarter spillede vi kampen, som den skulle spilles. Stod godt i forsvaret og spillede direkte i angrebet. Det er også derfor, jeg er så skuffet, fordi vi rent faktisk viste, hvad der skulle til, sagde Viborg-målmanden.

Og netop det, at holdet ikke kunne følge den fine start til dørs, gør ekstra ondt.

- Det havde været en helt anden følelse. Det er mere skuffende at have været tæt på. Hvis vi havde været bagud med 10 mål ved pausen, så havde vi måske allerede fordøjet det.

- Vi håbede hele vejen igennem anden halvleg, at vi kunne nå det, men det lykkedes altså ikke, sagde hun.

Nu skal hun og holdkammeraterne prøve at samle sig inden bronzekampen, men det skulle ikke blive noget problem.

- Nej, det kan ikke blive søndag hurtigt nok.

/ritzau/

Christina Pedersen var svær at trøste efter nederlaget til Frankrig i VM-semifinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret