Græsk ligapræsident trækker sig efter tilskuerforbud
Evangelos Marinakis ejer både Olympiakos og engelske Nottingham Forest. Tirsdag har han trukket sig som præsident for den græske ligaforening. (Arkivfoto). Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Ejeren af Olympiakos stopper som præsident for ligaen, hvor kampene skal spilles uden tilskuere i to måneder.
Præsidenten for den bedste græske fodboldrække trækker sig, dagen efter at regeringen har indført et tilskuerforbud.
Vangelis Marinakis, der ejer storklubben Olympiakos, meddeler tirsdag, at han stopper på grund af manglende tillid til flere medlemmer af ligaforeningens bestyrelse.
- Jeg har hverken tid eller lyst til fortsat at være involveret i ledelsen af ligaen, da ord og handlinger hos visse bestyrelsesmedlemmer ikke stemmer overens, skriver Marinakis ifølge AFP i et brev til bestyrelsen.
Mandag indførte Grækenlands et tilskuerforbud til fodboldkampe i hele landet i to måneder frem til 12. februar.
Tiltaget skal dæmme op for en bølge af vold og uroligheder i forbindelse med sportsbegivenheder i Grækenland.
Særligt fodboldkampe har været ramt af voldelige episoder, men det var dog en volleyballkamp i Athen, der mandag fik regeringen til at indføre et landsdækkende tilskuerforbud.
Tiltaget blev indført, efter at en politibetjent i sidste uge blev alvorligt såret af pyroteknik i forbindelse med en volleyballkamp mellem Olympiakos og Panathinaikos. De to klubber er også ærkerivaler i fodbold.
Ud over posten som ligapræsident ejer Vangelis Marinakis både Olympiakos samt engelske Nottingham Forest, der spiller i Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker