Græsk regering vil have Uefa til at forbyde Marseille-fans
Fans af Paok og Marseille angreb hinanden med fyrværkeri i sidste uges Conference League-kvartfinale i Frankrig. Nu ønsker Grækenlands regering at holde Marseille-fans væk, når der torsdag er returkamp. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Grækenland har henvendt sig til Uefa med ønske om udelukkelse af Marseille-fans til Conference League-kamp.
Fans af den franske fodboldklub Marseille er uønsket til torsdagens udekamp i Grækenland i Conference League.
Den græske regering har mandag bedt Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) om at udelukke tilhængere af Marseille til opgøret mod Paok, der har hjemme i havnebyen Thessaloniki.
Det sker, efter at det gik lidt for hedt for sig, da grækerne i sidste uge var på besøg i Marseille til det første møde mellem de to klubber.
Her var der før kampen sammenstød mellem fans rundt omkring i byen, og under opgøret bombarderede de to holds fangrupper hinanden med fyrværkeri.
I alt blev 13 personer arresteret, heraf tre græske.
Politiet i Thessaloniki har efterfølgende rettet henvendelse til den græske regering, da ordensmagten vurderer, at det bliver svært at opretholde ro og orden med Marseille-fans i byen.
Uefa indledte fredag i sidste uge en disciplinær sag mod begge klubber.
Det første opgør i Frankrig endte med en 2-1-sejr til Marseille. De to hold spiller om en plads i kvartfinalerne.
I Spaniens hovedstad Madrid har politiet udkommanderet i alt 300 betjente til at hjælpe 1100 sikkerhedsfolk, når Real Madrid og Atlético Madrid tirsdag og onsdag får engelsk besøg i Champions League. Det skriver sportsavisen AS.
Real Madrid møder tirsdag Chelsea, mens Atlético dagen efter får besøg af Manchester City. Real vandt udekampen mod Chelsea med 3-1, mens Atlético tabte 0-1 i England i sidste uge.
I det første opgør kastede Atlético-fans objekter ind på banen i forbindelse med Citys scoring, hvilket har medført en disciplinær straf fra Uefa. Atlético skal derfor lade minimum 5000 sæder stå tomme til onsdagens returkamp.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde