Græsk stjerne bryder med eks-servekanon før French Open
Stefanos Tsitsipas (tv.) og den tidligere topspiller Mark Philippoussis (th.) har stoppet samarbejdet, oplyser sidstnævnte. Apostolos Tsitsipas (i midten), far til Stefanos, er fortsat hovedtræner for sønnike. (Arkivfoto). Foto: Dita Alangkara/Ritzau Scanpix
Stefanos Tsitsipas kommer ikke til at have Mark Philippoussis i trænerboksen fremover.
Grand slam-turneringen French Open står for døren, og for et af de store navne har optakten budt på en ændring i trænerboksen.
Verdens nummer fem hos herrerne, Stefanos Tsitsipas, har ikke længere den tidligere australske topspiller med de græske rødder Mark Philippoussis som en del af trænerstaben.
Det fremgår af et opslag på Instagram fra sidstnævnte, der som spiller var kendt som en stor servekanon. Det lader dog til at have været en udramatisk skilsmisse.
- Tak for muligheden for at være en del af dit hold. Det var en fantastisk rejse og oplevelse. Jeg er stolt over, hvad vi opnåede sammen, i den korte tid vi havde, skriver Philippoussis til et billede af de to smilende sammen.
- Jeg håber, du forbliver rask, glad og succesfuld i fremtiden - både på og uden for banen.
Philippoussis blev en del af grækerens trænerteam, hvor far Apostolos Tsitsipas er hovedtræner, for lidt mindre end et år siden.
46-årige Philippoussis nåede som spiller frem til finalen i både Wimbledon og US Open, men tabte dem begge. Han vandt 11 ATP-titler i karrieren.
24-årige Tsitsipas har været i finalen i de to andre grand slam-turneringer, Australian Open i 2023 og French Open i 2021, men tabte også begge. Han vandt i 2019 sæsonfinalen og har i alt ni titler på cv'et.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde